Essay: unges selviscenesættelse på sociale medier:

Hvad er det perfekte og repræsentative unge menneske?


Vi lever i år 2017. I år 2017 handler det især for os unge at fremstilles os selv, og være noget så perfekte, i det samfund vi har. Vi skal være det perfekte menneske. Vi skal have høje karakterer, det er kun 12 der betyder noget. Vi skal lave frivilligt arbejde, vi skal enten være en del af Greenpeace eller UNICEF. Vi skal også dyrke sport, en masse sport, fitness eller løbe, så vi i hvert fald kan have en god form og fysik. Men vigtigste af alt: Vi skal være perfekte og repræsentative mennesker. Men hvad er det perfekte og repræsentative menneske enlig? Det er der ingen der ved, og det er med til at skabe en identitetskrise for os unge. Hvem er vi, og hvem skal vi være? I det samfund vi unge lever, er meget perfektorienteret, og som beskrevet handler det om at være perfekt. Det er nok også årsagen til, at vi bruger de sociale medier, som en platform for selvfremstilling. Grunden til det er, at vi unge forbinder et "like" som et tegn, på at det vi fx viser i billedet, er rigtigt. Alt det vi gør, skal dokumenteres, så de mennesker, som ser det, kan godkende det. Vi ved så, om det er det rigtige, vi gør. Derfor spiller de sociale medier en kæmpe rolle for os unge, da det er allemandseje. Alle benytter sig af det, og det er den hurtigste måde at sende sit budskab ud til verden på. De sociale medier danner derfor i høj grad rammerne for os unges individuelle identitet skabelse, og er den vigtigste platform for vores selvfremstilling. De unge jagter især respekt, anderkendelse og likes, fra venner og omgangskredse, ved selvfremstilling på de sociale medier.


Er det farligt for unge?

Vores forældre, bedsteforældre, og generelt personer, som ikke er en del af denne trend, mener at det er farligt for os unge, at vores identitet fremstilling foregår igennem de sociale medier. De mener at vi lever vores liv på de medier. Det er så slemt, at selv dronningen har kommenteret på de unges trang til at promovere for sig selv igennem de sociale medier. Ved hendes nytårstale i 2012, sagde dronningen: ”De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkelighed leves i en andens hånd i et slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv”. (Anders Højberg Kamp, Berlingske, unge har altid udstillet sig selv). Men er det så slemt at vi unge bruger de sociale medier til at promovere for os selv?


En tendens der ikke ændre sig.
I dag dømmer vi hinanden ud fra mindre kriterier end før, og de unge har i dag en trang til at promovere sig selv mere end tidligere. Eller er det en løgn? Fordi i artiklen ”Unge har altid udstillet sig”, fra Berlingske lyder en del fra underrubrikken: ”(…) Men selviscenesættelse er ikke  opfundet af Facebook, og det de unge gør, har de altid gjort, mener eksperter”( Anders Højberg Kamp, Berlingske, unge har altid udstillet sig selv). Men hvis eksperterne har ret, hvorfor skal vi så kritiseres, for at fremstille os selv, hvis det altid har været en del af det at være ung? Hvis nu man fx kigger på et billede fra 80’erne i Amerika, ser man tit unge stå på et gadehjørne, i parken eller sidde på en restaurant, i deres fineste eller smarteste tøj. Er det ikke også en form for selvfremstilling? Det vil jeg mene, fordi det minder meget om den måde vi unge gør på de sociale medier i dag. Men hvad er det, forældre så ikke forstår, når vi unge bruger de sociale medier som et udstillingsvindue. Når så at sige vores forældre og deres forældre, vores bedsteforældre, brugte hele verden, som deres udstillingsvindue? Denne nye måde at promovere for sig selv på sociale medier i dag, er bare en boble som de ældre må briste, så de kan forstå hvorfor vi gøre det, fordi det scenarie jeg har sat op, er praktisk talt fuldstændig identiske. Bortset fra at vi bare bruger et hurtigere medie, som platform, for at vise os frem på, i stedet for den fysiske verden som var vores forældres platform, som unge.


Teateret er vores verden.

Sociologen Erving Goffman har skabt en speciel teori, hvor han har sammenlignet vores verden med et teater, hvor vi alle er skuespillere. Vi er "frontstage", som danner rammerne om vores præsentation af os selv. Vores optræden på "frontstage" er synlig for alle andre. Her optræder vi i et åbent forum, og her viser vi os selv frem på den perfekte måde.
Der er også "backstage", hvor vi trækker os hen når vi har været "frontstage". Her kan vi slappe af. Her er der rum og plads, til at man kan give sig selv lov, til at vise sin mindre tiltrækkende og perfekte personlighed frem, fordi man er skjult for publikummet. Denne teori kan meget nemt sammenlignes med unges syn på verden. Det når vi er ”frontstage”, vil vi gerne fremstå så perfekte som muligt. Her vil vi være det gode og repræsentative menneske. Når vi har været der, trækker vi os tilbage til ”backstage”, hvor der er mere ro og plads, til at give os selv mere frihed. Her har vi mulighed for at skjule os, og ikke fokusere på at være det perfekte menneske. Alt det der sker ”backstage”, er det vi ikke vil have frem til verden. Derfor kan "backstage" sammenlignes med vi unges helligehvilsted. Hvad der sker "backstage", bliver "backstage", og det er kun få mennesker som kender vores "backstage".


Er vi selv skyld i det?

Vi unge har selv været med til at oprette et perfektorienteret samfund, hvor det gælder om at være det kloge, smarte, rige og perfekte menneske. Vi ved ikke selv, hvornår vi er det. Derfor bruger vi de sociale medier, som dommerstolen. Hvor man enten bliver godkendt med et "like", eller man bliver forkastet. Er man godkendt, opfatter vi unge det som en erkendelse, på at vi er perfekte. Men kan vores forældre ikke tage en del af æren, for at vi unge lever i det her perfektorienterede samfund, som  er blevet oprettet? Vi har siden vores tid i børnehaven fået at vide, at når vi er ”frontstage”, skulle vi opføre os ordentligt, være det gode og repræsentative menneske, så folk kunne se os fra vores perfekte side. Men gør vi enlig ikke også det, når vi lægger et billede på Facebook, for at vise verden at vi er det perfekte menneske? Det menneske der ser godt ud, har gode karakterer, har en god fremtid og ikke gør noget forkert. Eller har vi unge misforstået det budskab, som vores forældre har prøvet at give os siden børnehaven, og igennem hele vores opvæksten? Der findes ikke et konkret svar på dette spørgsmål, men som et ungt menneske kan man ikke lad være med at tænke på, om det kun er vores skyld, at vi lever i et perfektorienteret samfund? Fordi vi har altid fået at vide at vi skal være den perfekte person. Det er noget vores forældre, har lært os, at vi skal være. Vi vil gerne gøre vores forældre stolte af os. Vi vil gerne være det gode og repræsentative menneske, som de ønsker, vi skal være. Og siden vi var små, har vi fået at vide, at vi var ”dårlige” mennesker, hvis vi ikke var det gode og repræsentative menneske. Men det er også svært at være det, fordi hvad er det der beskriver og kendetegner det repræsentative og perfekte menneske?



Kommentarer