Essay: unges
selviscenesættelse på sociale medier:
Hvad er det perfekte
og repræsentative unge menneske?
Vi lever i
år 2017. I år 2017 handler det især for os unge at fremstilles os selv, og være
noget så perfekte, i det samfund vi har. Vi skal være det perfekte menneske. Vi
skal have høje karakterer, det er kun 12 der betyder noget. Vi skal lave
frivilligt arbejde, vi skal enten være en del af Greenpeace eller UNICEF. Vi
skal også dyrke sport, en masse sport, fitness eller løbe, så vi i hvert fald kan
have en god form og fysik. Men vigtigste af alt: Vi skal være perfekte og repræsentative
mennesker. Men hvad er det perfekte og repræsentative menneske enlig? Det er der
ingen der ved, og det er med til at skabe en identitetskrise for os unge. Hvem
er vi, og hvem skal vi være? I det samfund vi unge lever, er meget
perfektorienteret, og som beskrevet handler det om at være perfekt. Det er nok
også årsagen til, at vi bruger de sociale medier, som en platform for
selvfremstilling. Grunden til det er, at vi unge forbinder et "like" som et tegn,
på at det vi fx viser i billedet, er rigtigt. Alt det vi gør, skal dokumenteres,
så de mennesker, som ser det, kan godkende det. Vi ved så, om det er det
rigtige, vi gør. Derfor spiller de sociale medier en kæmpe rolle for os unge, da
det er allemandseje. Alle benytter sig af det, og det er den hurtigste måde at
sende sit budskab ud til verden på. De sociale
medier danner derfor i høj grad rammerne for os unges individuelle identitet
skabelse, og er den vigtigste platform for vores selvfremstilling. De
unge jagter især respekt, anderkendelse og likes, fra venner og omgangskredse,
ved selvfremstilling på de sociale medier.
Er det farligt for unge?

Vores
forældre, bedsteforældre, og generelt personer, som ikke er en del af denne
trend, mener at det er farligt for os unge, at vores identitet fremstilling
foregår igennem de sociale medier. De mener at vi lever vores liv på de medier.
Det er så slemt, at selv dronningen har kommenteret på de unges trang til at
promovere for sig selv igennem de sociale medier. Ved hendes nytårstale i 2012,
sagde dronningen: ”De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige
lever i cyberspace, at virkelighed leves i en andens hånd i et slags udstillingsvindue,
hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv”. (Anders Højberg Kamp, Berlingske, unge har altid udstillet
sig selv). Men er det så slemt at vi unge bruger de sociale medier til at
promovere for os selv?
En tendens der ikke ændre sig.
I dag
dømmer vi hinanden ud fra mindre kriterier end før, og de unge har i dag en
trang til at promovere sig selv mere end tidligere. Eller er det en løgn?
Fordi i artiklen ”Unge har altid
udstillet sig”, fra Berlingske lyder en del fra underrubrikken: ”(…) Men
selviscenesættelse er ikke opfundet af Facebook,
og det de unge gør, har de altid gjort, mener eksperter”( Anders Højberg Kamp, Berlingske, unge har altid udstillet
sig selv). Men hvis eksperterne har ret, hvorfor skal vi så kritiseres, for at
fremstille os selv, hvis det altid har været en del af det at være ung? Hvis
nu man fx kigger på et billede fra 80’erne i Amerika, ser man tit unge
stå på et gadehjørne, i parken eller sidde på en restaurant, i deres fineste eller
smarteste tøj. Er det ikke også en form for selvfremstilling? Det vil jeg mene,
fordi det minder meget om den måde vi unge gør på de sociale medier i dag. Men
hvad er det, forældre så ikke forstår, når vi unge bruger de sociale medier som
et udstillingsvindue. Når så at sige vores forældre og deres forældre, vores
bedsteforældre, brugte hele verden, som deres udstillingsvindue? Denne nye måde
at promovere for sig selv på sociale medier i dag, er bare en boble som de
ældre må briste, så de kan forstå hvorfor vi gøre det, fordi det scenarie jeg
har sat op, er praktisk talt fuldstændig identiske. Bortset fra at vi bare bruger
et hurtigere medie, som platform, for at vise os frem på, i stedet for den
fysiske verden som var vores forældres platform, som unge.
Teateret er vores verden.

Sociologen Erving Goffman har skabt en speciel teori, hvor han har sammenlignet
vores verden med et teater, hvor vi alle er skuespillere. Vi er "frontstage", som danner rammerne om vores præsentation af os selv. Vores optræden på "frontstage" er synlig for alle andre. Her optræder vi i et åbent forum, og her
viser vi os selv frem på den perfekte måde.
Der er også "backstage", hvor vi trækker os hen når vi har været "frontstage". Her kan vi slappe af. Her er der rum og plads, til at man kan give
sig selv lov, til at vise sin mindre tiltrækkende og perfekte personlighed
frem, fordi man er skjult for publikummet. Denne teori kan meget nemt sammenlignes
med unges syn på verden. Det når vi er ”frontstage”, vil vi gerne fremstå så
perfekte som muligt. Her vil vi være det gode og repræsentative menneske. Når
vi har været der, trækker vi os tilbage til ”backstage”, hvor der er mere ro og
plads, til at give os selv mere frihed. Her har vi mulighed for at skjule os,
og ikke fokusere på at være det perfekte menneske. Alt det der sker ”backstage”, er
det vi ikke vil have frem til verden. Derfor kan "backstage" sammenlignes med vi unges helligehvilsted. Hvad der sker "backstage", bliver "backstage", og det er kun
få mennesker som kender vores "backstage".
Er vi selv
skyld i det?
Vi unge har
selv været med til at oprette et perfektorienteret samfund, hvor det gælder om
at være det kloge, smarte, rige og perfekte menneske. Vi ved ikke selv, hvornår
vi er det. Derfor bruger vi de sociale medier, som dommerstolen. Hvor man enten
bliver godkendt med et "like", eller man bliver forkastet. Er man godkendt,
opfatter vi unge det som en erkendelse, på at vi er perfekte. Men kan vores
forældre ikke tage en del af æren, for at vi unge lever i det her
perfektorienterede samfund, som er blevet oprettet? Vi har siden vores tid i
børnehaven fået at vide, at når vi er ”frontstage”, skulle vi opføre os
ordentligt, være det gode og repræsentative menneske, så folk kunne se os fra
vores perfekte side. Men gør vi enlig ikke også det, når vi lægger et billede
på Facebook, for at vise verden at vi er det perfekte menneske? Det menneske
der ser godt ud, har gode karakterer, har en god fremtid og ikke gør noget
forkert. Eller har vi unge misforstået det budskab, som vores forældre har
prøvet at give os siden børnehaven, og igennem hele vores opvæksten? Der findes
ikke et konkret svar på dette spørgsmål, men som et ungt menneske kan man ikke
lad være med at tænke på, om det kun er vores skyld, at vi lever i et perfektorienteret samfund? Fordi vi har altid fået at
vide at vi skal være den perfekte person. Det er noget vores forældre, har lært
os, at vi skal være. Vi vil gerne gøre vores forældre stolte af os. Vi vil
gerne være det gode og repræsentative menneske, som de ønsker, vi skal være. Og
siden vi var små, har vi fået at vide, at vi var ”dårlige” mennesker, hvis vi
ikke var det gode og repræsentative menneske. Men det er også svært at være
det, fordi hvad er det der beskriver og kendetegner det repræsentative og perfekte
menneske?
Kommentarer
Send en kommentar